Barranco del Infierno |
Kæmpemæssige dybe smalle dale løber fra øens midte og ud til havet. De er dannet ved, at vand gennem tiderne har slidt sig gennem klipperne. Den mest berømte er Barranco del Infierno ved Adeje lidt nord for Playa de las Americas. Man kører med bus nr. 473 eller 416 fra Playa de las Americas midte eller fra busstationen og en enkelt billet koster ca. kr. 10,00. BEMÆRK: Man må ikke snyde sig selv for denne tur, men man må være forberedt på at bruge det meste af en dag. I Adeje står man af bussen midt i byen og går gennem hovedgaden forbi byens kirke, der er fra det 16. århundrede. Her følger man vejen til venstre og kommer til general Nelsons kanon. Vejen, der stiger ganske kraftigt, fører op til "helvedesdalen" Barranco del Infierno. Man skal beregne ca. 3 timer til turen. Husk drikkevarer og praktisk fodtøj, da det kan være en varm og krævende tur. Man møder først et tørt ørkenlandskab med mange søjlevortemælk, men senere nede i dalen skifter landskabet til noget mere frodigt. Kort inden man når dalens bund, bør man se i vejret til toppen af de stejle klippesider. Her findes en af de tætteste bevoksninger af drageblodstræer. Hvor barrrancoen ender, møder man en stejl klippevæg og et vandfald. Den sidste oplevelse er turen værd. Desværre har det de sidste par år været sparsomt med vand, hvorfor vides ikke. Tag en madpakke og drikkevarer med og nyd dette ved foden af vandfaldet, inden turen går tilbage. Det er klogt at starte hjemmefra tidligt, så man når tilbage inden det bliver mørkt. En enorm dejlig oplevelse. Og inden turen går tilbage med bussen gør det godt med en kold øl på én af hovedgadens mange fortovsrestauranter. Adeje har efterhånden vokset sig stor. Det er ligesom andre steder på Tenerife: der vokser hoteller og golfbaner næsten kritikløst. |