Flora |
Planteverdenen er helt usædvanlig. Af de 1700 vilde planter er ca. 470 endemiske, hvilket vil sige, at de kun vokser her. Man finder Canarisk laurbærskov, store fyrreskove, søjlevortemælk, figenkaktus for slet ikke at forglemme det berømte drageblodstræ, hvor det ældste siges at være mere end 3000 år gammelt. Karakteristisk er også canarisk fyr, som vokser på bjergsiderne fra ca. 1000 – 200 meters højde. Nogle af disse fyrretræer bliver kæmpestore. Et eksemplar af dem med en omkreds på næsten 9 m kan ses lidt nord for byen Villaflor. Værd at nævne er også søjlevortemælk der vokser på den tørre sydlige del af øen. Den ligner en kaktus, men er en ”euphorbia” i familie med julestjernen. En noget speciel plante er slangehoved som vokser vildt i Las Canadas. Det første år danner planten et halvkugleformet hoved af smalle, stive grågrønne blade. 2. år dannes en 2 – 3 m høj blomsterstand fyldt med røde blomster. Efter blomstringen dør planten, som så står tilbage som en indtørret mumie. Man lægger også mærke til julestjerner, der vokser som buske, alleer af gummitræer, den i Danmark kendte stueplante Hawaiiblomst, bougainvillea m.v. På vej til Guimar har vi fundet et Paradistræer fulde af masser små hvide blomster, det var i december måned. Mange af disse prydplanter er dog ikke oprindelige for de Canariske øer, men indførte. Det gælder også figenkaktus og agaver, der vokser overalt, nærmest som ukrudt. Nordtenerife er mere frodigt. Kører man fra f.eks. nordpå via Teide, ned ad bjergene gennem La Orotava dalen til Puerto de la Cruz, fornemmer straks et andet klima, Her finder man Tenerifes vinmarker, bananplantager og andre grøntsager. På grund af højdeforskellen er der generel meget stor forskel på vegetationen. Man deler vegetationen op i zoner, der karakteriseres af forskellige planter. Vegetationen veksler mellem laurbærskoven i 1500 meters højde, fyrreskoven i ca. 1900 meters højde og den sparsomme vegetation i de alpine højder, men med en stor mængde endemiske planter. Drageblodstræet har fået sit navn på grund af den røde harpiks, der findes i dette træ. Harpiksen blev tidligere solgt som lægemiddel og farvestof. Køberne troede, at harpiksen stammede fra blod. Harpiksen er bl.a. anvendt til lak til violiner, som dermed fik en smuk rødlig farve. Den er desuden blevet anvendt til farvning af div. materialer samt til tandpulver. Drageblodstræet kan blive meget gammelt. Det ældste i Icod mener man er ca. 3000 år gammelt. |